At slikke karry af fingrene

Hikkaduwa, Sri Lanka | December 2012

 
IMG_2811.JPG

     Intens duft af krydderier. Støv, varme, hektisk mylder. Højlydt dytten fra tuktuks blander sig med et fremmed, blødt sprog. Pangfarver så langt øjet rækker, intens sol. Store bunker af eksotisk frugt og grønt. Sække, der bugner med ris og krydderier - gule, orange, røde. Jeg er på et marked på Sri Lanka.

     Dagen før drak vi sød te af hvidt porcelæn. Vi var blevet inviteret af Ganga, vores snakkesalige tuktuk-chauffør. Han viste os stolt sit hjem. Ayubowan! Velkommen! Det hvide porcelæn stod i stærk kontrast til det spartanske, blå hus uden vinduer. Venligheden og gæstfriheden strømmede fra Ganga og hans familie og lyste hele stedet op. Vi spurgte, om de kendte til en cooking class i byen, og prompte kom svaret fra Ganga, “My wife! Number one cook!”. Dagen efter mødte vi hende i markedets mylder.

       Hendes lange, sorte hestehale svajer fra side til side over lænden. Hun peger og smiler i et væk. Store bundter af kanelstænger så lange som en hel arm. Bark fra et træ, forklarer hun. I en sæk ligger noget, der ligner forkullede firben. Det er tørret tamarind, en vigtig ingrediens i det srilankanske køkken. I en anden sæk er der korte, røde ris – og dem skal vi ha’! Vi skal nemlig tilberede et helt traditionelt måltid. Gul karry med raita – en yoghurtdip – og hoppers – skålformede pandekager.

IMG_2790.JPG

     Køkkenet er en tilbygning til huset, et skur. Alt har en funktion, intet er overflødigt. Først gør vi klar til karryen. Med et blink og et beroligende “not strong” fra Gangas kone går vi forventningsfulde i gang med at skære løg, kartofler og chili.Kokosmælken skal laves fra bunden, og vi flækker en kokosnød og skraber kødet ud med et specielt instrument – en slags citronpresser med pigge og håndtag til at dreje på. Kokosskallen smider vi bare ud af vinduet, klonk! på de andre skaller. De kan bruges til brænde senere. Et ord popper op i mine tanker: autentisk. Det er en udvandet kliché, men denne oplevelse er lige netop det.       

     Jeg står med hånden i en balje med revet kokoskød og vand, og åh, glæden! Den pibler frem i mit indre. At kunne rejse frit i hele verden. At rejse med maven og få en bedre forståelse og sansning af en fremmed kultur. At maden fungerer som et sprog til at få nye venner på tværs.

IMG_2725.JPG

     Vi summer rundt i køkkenet og hakker, rører, blander. Risene er sat over. Jeg har aldrig kunnet finde ud af det med de ris. Utålmodigt vil jeg se til dem og rækker hånden ud efter låget. En anden hånd kommer mig i forkøbet og hviler over gryden, “respect the rice”. Mit nye mantra! Den dag i dag hører jeg stadig stemmen for mit indre, når jeg koger ris. Maden og jeg er kommet i dialog. Respect the rice.

     Alt er klar, og vi dækker bordet med skåle, tallerkner, glas – men intet bestik, vi får besked på at bruge hånden. Okay. Var det noget med, at den højre er til at spise med? Jeg troede ikke, jeg var sippet, men som jeg ser ned på den gule karry bruser min opdragelse om at spise ordentligt op i mig. Som en anden ængstelig på 10 meter vippen rokker jeg frem og tilbage for ligesom at tage tilløb. Jeg kan ikke være uhøflig nu. Karryen omslutter mine fingre, lunt og melet. Med hånden formet som en ske slikker jeg sultent fingrene rene. En vidunderlig, krydret smag! Mine sanser skærpes, det er en helt igennem skøn oplevelse. Jeg er på Sri Lanka. Jeg slikker karry af fingrene.

Skrevet september 2014