mexico2.jpg

Et mexicansk bryllup

Tapalpa, Mexico | Juli 2017

 

     Vi er taget til Mexico for at fejre I og P, der skal giftes. I er mexicaner, og P er dansker. Vielsen og festen bliver holdt på en jordbærfarm uden for byen Tapalpa, som er en gammel, traditionel by i bjergene syd for Guadalajara. Vi har kørt i mange timer for at nå hertil. Først kørte vi på et helt fladt plateau og tværs over store søer. Her var lyset hvidt, vandet var hvidt, og der var ingen og intet. Vejen var helt lige så langt øjet rakte, og vi havde konstant airconditionen tændt. Det ændrede sig brat, da vi drejede mod øst og kørte op i bjergene. Her slangede vejen sig i nålesving, og der var frodigt, grønt og fugtigt.

     Tapalpa ligger midt i bjergene med hvidkalkede huse og røde teglsten. Byen bøjer og vrider sig, husene er små og skæve, og de brostensbelagte veje er smalle og bulede. Her er dejligt køligt faktisk. Vi sætter os på en café med udsigt over plazaen, og forbi os kører oversized, amerikanske firhjulstrækkere med muddersprøjt på siderne og mænd med slidte kasketter bag rattet. Kvinderne benytter sig af et andet køretøj, små, fikse ATV’er, også helt beskidte. Det må være ”konebilen” i Tapalpa. Vi drikker en Corona og nyder det langsomme tempo og den behagelige temperatur.

     Næste dag er vi klar til brylluppet og har stadset os ud, så godt vi kan med pangfarver og pæne sko. Vi føler os meget fine i bjergbyen, men er langt fra overdressed til selve brylluppet. Mexicanerne giver den fuld gas på alt og ser fantastiske ud. Den gamle mand i det sartgule jakkesæt og brune fletsko er min yndlings, han er bare classy. Vi bliver budt på en overflod af forskellige cocktails og små, søde Coronitas, som er Coronas i ministørrelse. Vi har fået at vide, at vi skal være der klokken 13, men vi danskere har fået den reelle tid, 13:30, det andet er bare for at være sikre på, at mexicanerne er der. Men vielsen starter først omkring klokken 15, fordi den offentligt ansatte kvinde, som skal vi dem, er forsinket... Men så har vi heldigvis god tid til at smage en af hver cocktails, og jeg kan øve mit spanske lidt.

mexico1.jpg

     Selve vielsen er meget smuk. Det er ved en blomsterport, og der bliver sagt en masse smukke ting om kærlighed og ægteskab på spansk, som blot får det til at lyde endnu mere romantisk. Så de to ”sí”, og så skal nogle pårørende op og skrive under som vidner, og brudeparret skal afgive fingeraftryk. Til sidst lægger den offentlige kvinde mikrofonen ned og stempler højlydt på papirerne – KLONK, KLONK – ja, det offentlige er nu ikke en specielt romantisk institution…

      Men lige akkurat efter det sidste KLONK går festen i gang! Ind kommer et nok ti mand stort mariachi-band, der synger deres lunger ud i lidenskabelige serenader, som akkompagneres af trompeter, violiner og endda en harpe! De er fuldt klædt på i marichi-outfit med sorte bolerojakker, rød klud om halsen og de fedeste busker med sølvspænder hele vejen ned langs siden af benene. Og så selvfølgelig cowboystøvler og sombreros. Det er helt fantastisk. Vi kaster rosenblade efter brudeparret og hujer og klapper.

     Noget af det sjoveste ved denne oplevelse var de kulturelle forskelle ved bryllupper. Vi danskere var i undertal, så det var klart de mexicanske traditioner, der dominerede. Spisningen er ikke suppe, steg og is, men derimod en kæmpe taco fiesta med alt tilbehør. Alle snakker højlydt, og der er en festlig stemning. De ældre kvinder tager tequila shots mellem hver taco, ¡salud! Der er ikke den stringente orden som til danske bryllupper, hvor man spiser de tre retter, lærer sin sidemand at kende, hører taler og ser underholdning for så til sidst at feste. Det her er, som om en festbombe er detoneret. Alle fester allerede, høj musik og snak.

     Da brudgommen skal holde sin tale til bruden, er det meget uforståeligt for mexicanerne. Det er så underligt, selvom han siger meget følsomme ting og fælder flere tårer, taler dem ved vores bord så højt, at vi bliver nødt til at tysse på dem. Det er underligt, for som dansker føles det så respektløst, men nu er vi jo på udebane, så vi skal også respektere deres måde at gøre det på. Og så, næsten lige som vi har sat os ned, er vi færdige med at spise, og dansegulvet fyldes på nul-komma-fem. Den latinamerikanske musik pumper derudaf, vi danskere står lidt overvældet til siden og tager lige et ekstra shot tequila, inden vi tager del i hoftevridningen og hænderne i vejret.

     Da vi kører væk fra Tapalpa dagen efter, er det helt overskyet. På vej ned ad bjerget kører vi midt i skyerne og kan kun se et par meter frem. Stilheden, både for øret og for øjet, står i stærk kontrast til festen. Ro. Det er meget godt til hovedet på nuværende tidspunkt. Jeg logger på Facebook og ser, at en af gæsterne fra i går har lagt et billede op i den fælles gruppe. Han er mexicaner og har taget et billede af et hul i sin sok, ”like the Danish”. Vi klippede spidsen af P’s sok i går, så jo, på en eller anden sød måde er det da næsten ”like the Danish”.

Skrevet oktober 2017