At drømme med åbne øjne

Japan | April 2013

Skærmbillede 2019-09-02 kl. 17.19.06.jpeg
Skærmbillede 2019-09-02 kl. 17.19.21.jpeg
 

Som i et drømmesyn får jeg øje på hende, hendes silkeryg, sort, opsatte hår og hvidmalede nakken. Hun tripper små trip med fødderne, mens resten af kroppen bevæger sig elegant som en brise. Fra håret svinger små røde og hvide perler let fra side til side. Vi er rovdyrene på jagt efter det autentiske, hun er et dådyr på flugt. Jeg begynder at sætte farten op og følger efter hende, alt imens jeg fisker mit kamera ud af lommen. Lige så snart jeg har trykket første gang på afløseren, er hun væk igen, mit drømmesyn er opløst mellem blafrende gardiner. Jeg kigger ned på kameraet. Der er hun foreviget. Jeg er i Kyoto midt i min fire uger lange solorejse rundt i Japan.

Fanget af en ninja og et tv-hold
Før mit møde med drømmesynet, med den smukke geisha, var det mig, der blev jagtet. Jeg stod med min guidebog og studerede kortet til Kyoto, da en kvinde klædt i ninjatøj storsmilende kommer luskende hen til mig. Bag hende er to kamerafolk, og de fanger mig på film, før jeg overhovedet får øje på dem. Jeg er 183 cm høj, rødhåret og alene: et nemt bytte.

De kommer fra et japansk tv-show og tilbyder at betale en taxa hen til min ønskede destination, hvis de må følge med og filme imens. Jeg siger selvfølgelig ja, og vi klemmer os ind på bagsædet af en gammel Toyota. Under interviewet forsøger jeg at sige nogle sætninger på japansk, og straks begynder alle i bilen at klappe, positivt begejstrede. Dog er de lidt mere skuffede, da jeg fortæller, at jeg gerne vil sættes af på Kyotos madmarked. Det er måske ikke så specielt for dem? Jeg vinker farvel og går ind og køber en snack – en lille, rød blæksprutte med et agerhøneæg stoppet ind i dens nu opsvulmede hoved, glaseret og sat på en pind. Jeg synes nu alligevel, at jeg med madmarkedet har ramt helt rigtigt på skalaen af specielle rejseoplevelser.

Roadtrip rundt om vulkanen Sakura-jima
En uge senere er jeg i Kagoshima på den sydlige ø Kyushu. Her har jeg couchsurfet og overnattet hos Shogo og festet med hans venner fra medicinstudiet. Dagen efter inviterer tre af dem, Moeko, Ryosuke og Junpei, mig med på roadtrip. Vi kører ned til havnen og tager den lille færge til vulkanen Sakura-jima, som stolt knejser i Kagoshimas horisont. Jeg er helt betaget af vulkanen, og den tætte, mystiske røg, der langsomt siver op fra jordens indre, er hypnotiserende. Mine værter har derimod et andet, meget mere pragmatisk syn på situatione. ”Det er irriterende med alt den aske, når man hænger tøj til tørre”, siger Ryosuke. Vi går rundt ved vulkanens fod, og jeg får den fine, grå aske i munden, hvis jeg slikker mig på læberne. Mit tøj er også støvet nu.

 Karaoke med vaskekonerne fra Osaka
Jeg kører landet rundt med shinkansen (hurtigtoget), og mit sidste stop, før jeg slutter rejsen af med en uge i Tokyo, er Osaka. Jeg står en tidlig aften ude foran en izakaya, og som et børnehaveklassebarn læser jeg langsomt stavelse for stavelse af menukortet. Tre midaldrende kvinder kommer hen til mig og spørger på japansk og med håndfagter, om jeg ikke vil med indenfor. Jeg er både på jagt efter mad og gode oplevelser og siger selvfølgelig straks ja. Vi bruger hele aftenen sammen, og selvom de kun kan tale japansk, er det fantastisk selskab. Meget af vores kommunikation er ”lost in translation”, men det er lige meget, for vi smiler og hygger os. De bestiller små retter i et væk, blandt andet kyllingesashimi med friskrevet ingefær. Jeg sluger det rå kyllingekød med store slurke Kirin-øl.

På mit begrænsede japansk forstår jeg, at de er tre kollegaer i et vaskeri lidt nede af gaden, og nu er de ude for at fejre fyraften. Den ældste af dem fortæller mig med triste miner, at hun for nylig er blevet enke. Så er det pludselig nok for hende, og hun rejser sig brat op ved siden af mig. Vi begynder alle at storgrine, fordi hendes lille statur og mit lange væsen ser så komiske ud ved siden af hinanden. Så kigger hun op på mig med store øjne: ”Karaoke?”. Vi smutter ud af izakayaen, finder den nærmeste karaokebar, og så giver vi ellers slip på pænheden og krænger vores hjerter ud blandt lillarøde diskolys.

Den meningsfyldte jagt på det autentiske
I Japan har jeg været på jagt efter det autentiske, men jeg kan også opleve det autentiske til familiefrokost i Nordjylland, når vi skåler i snaps og højtlydt synger jyske sange arm i arm. Hvorfor er de to ting ikke det samme? Jo, for mig er det autentiske i sig selv ikke nok, for det kan jeg opleve mange steder. For mig skal der være noget andet og mere, der skal være en fascination og en dragen mod det, det autentiske repræsenterer. Uden et forelsket blik er det autentiske ligegyldigt.

 Tips til Japan

  • Det ultimative partytrick er at synge en japansk sang til karaoke. Øv dig gerne hjemmefra. Mine go-to sange er ”Sukiyaki” af Kyu Sakamoto og ”Kawa no nagare no you ni” af Misori Hibara.

  • Spis alt, hvad du får øje på. Maden kan se mærkelig ud og er meget anderledes end europæisk mad, men en stor oplevelse. Jeg er fx blevet helt vildt med takoyaki (salte æbleskiver med blæksprutte), natto (fermenterede soyabønner) og rå æg i supper og på ris.

  • Hvis du kan, så bo lokalt. Couchsurfing er ikke så udbredt, men det er der, og det gav mig nogle helt fantastiske oplevelser, hvor jeg kom ind og så folks hjem og blev inviteret ud sammen med deres familie og venner. Husk at have gaver med som tak, for eksempel noget dansk slik.

 

Udgivet i Rejsemagasinet Globen #77
Skrevet juli 2019