Kaos og karry

New Delhi, Indien | Juli 2011

 
indien2.jpg

     Det lyder som en fest! Vi kigger ud af vinduet fra vores beskedne hotel og får øje på en kæmpe menneskemængde i optog. Det er en fest! Hævet over havet af mennesker rider en mand og en kvinde på to hvide heste. Han sidder rank på hesten, han er ung med fuldskæg og høj, pink turban. Hun er helt indhyllet i rødt, det er et blødt og tyndt stof med gyldne broderier. Hænderne er dækket af henna og fra øret til næsen hænger en sirlig guldkæde. Musikken er høj, larmende og festlig. Folk danser iklædt store kæder med farverige blomster. Vi er lige midt i New Delhi, og mit første indtryk af Indien er præcis, som jeg havde forestillet mig.

     Vi stimler sammen i den lille bus. Jeg har gjort ligesom de indiske kvinder og taget et tørklæde på, som hænger løst over kravebenet og med enderne ned langs ryggen. I bussen oplever jeg også for første gang skikken med at nikke venligt til hinanden, sådan hvor man bevæger først den ene kind opad og herefter den anden i små, søde ryk. Jeg nikker rundt på denne måde til de andre folk i bussen, og de smiler og nikker venligt tilbage. Sådan sidder vi med rystende hoveder på den bumlede vej ind til den gamle del af New Delhi.

delhimetro.jpg

     Åh, hvor jeg dog elsker Indien. Men åh, hvor er det altså også et usandsynligt hårdt land at være og rejse i. Varmen er ulidelig, og der er mennesker mennesker mennesker overalt. Gaderne er beskidte af snavs, sand og affald, og luften er tyk af bilos og duften af stærke krydderier. Tuktuks kører på kryds og tværs rundt om dig, og der går en ko. Det er så overvældende. Det er rent kaos, men det er et fantastisk kaos. Vi følger et duftspor af karry i luften og finder plads inde bagerst i en restaurant. Køkkenet er et åbent ildsted ud mod gaden, og her er fyldt med potter og pander og sveddryppende kokke i t-shirts. कितनी है (kitna hai), hvor meget koster det? Og धन्यवाद (dhanyavaad), tak. Vi får en metalbakke med fordybninger i og vælger en portion af det hele, lidt af den gule karry, den orange, den røde og den grønne. Og så selvfølgelig ris og naan, og så er det ellers bare at kaste sig over det og dyppe fingrene ned i maden.

 
indien1.jpg

     På vej tilbage til vores hotel tager vi metroen. Der er en afdeling kun til kvinder, hvor der er bedre plads, men jeg rejser sammen med N, så vi tager standardvognen sammen. N har fivefingers på fødderne, den slags gummisko, hvor der er udformet lommer til hver af tæerne. Inderne kigger underligt ned på dem først og så op på ham, det er ret sjovt. Så kommer vognen, og vi står vitterligt som sild i en tønde. Jeg bukker albuerne og holder min taske godt fast mod brystet. Folk begynder at strømme ind i vognen, og jeg mærker dem presse mod mine skuldre på hver side, jeg bliver løftet lidt op i luften og ført svævende ind i vognen. Vi står så tæt, at man slet ikke kan bevæge sig. Her lugter af karry og røgelse og sved. Her er så varmt, og jeg er så overvældet af sanseindtryk, at jeg bliver helt svimmel. Så besvimer jeg.

Jeg er kun besvimet i nogle få sekunder, men når at kollapse ned på gulvet. Da jeg kommer lidt til mig selv igen, sidder N på hug ved siden af mig, og menneskene omkring os har på en eller andet måde trådt tilbage og formet en fri cirkel. Nu er her luft. De er så søde, tilbyder mig en plads at sidde på, en flaske vand. De virker alle bekymrede og hjælpsomme. Jeg er stadig lidt rundt på gulvet, men deres venlighed går direkte i hjertet.

Skrevet august 2017