Guide til Hell’s Kitchen

New York City, USA | 2017-2018

 

Hell’s Kitchen ligger i Midtown, Manhattan, og har en blakket fortid. Nu er det et såkaldt “gayborhood” fyldt med små, forholdvis billige restauranter fra hele verden. Alt efter hvem man spørger, får man forskellige holdninger til Hell’s Kitchen. Hvis du spørger ældre New Yorkere, har de minder om Hell’s Kitchen som et hårdt, fattigt og kriminelt sted, hvilket det var helt op til slut 90’erne. Hvis du spørger yngre New Yorkere, er de på den anden side mere positive. Det er et af de nabolag, der er “på vej frem”, og hvis man er helt fin på den, kalder man det Clinton, for at undgå de negative konnotationer, der ufravigeligt hænger sammen med helvedes køkken.

Hvis du spørger mig, er Hell’s Kitchen det bedste nabolag, jeg overhovedet kan forestille mig. Det var her, jeg boede i mit år i New York, og dermed mit udgangspunkt for at opleve byen. Her var jeg i starten tilflytter, men lynhurtigt blev jeg en del af den “lokale befolkning”. Jeg fik mine faste ruter, mine stamsteder og hilste og talte med de mennesker, jeg så hver eneste dag. Der var min lokale deli-mand, som altid kaldte mig “sweetheart”, og bartenderen nede på The Gaf, som sagde “welcome back” og løftede glasset til hilsen. Der var latinoen fra Kahve på 10th Ave, som servede lækre cappucinoer tidligt om morgenen til lyden af hardcore dancepop. Der var min vicevært, Velja fra Serbien, som ikke kunne tale engelsk, men altid hilste på gaden med et “how are you?” med tung accent. Der var bartenderen på Pocket Bar, som mindede mig om Lorelei Gilmore og servede “Sharknado”-drinks til den vildeste 90’er kavalkade hver eneste aften. Der var thailænderen med guldkæde og store 80’er-briller, der stod for betalingen på Pam Real Thai, og den mexicanske kvinde, der solgte blomster på gadehjørnet hele døgnet rundt.

Der var alle dem og mange flere, der var med til at forme min oplevelse i Hell’s Kitchen. Men fælles for dem alle var, at de var originaler og bidrog til bydelen med hver deres særlige personlighed og kultur. Og så var der meget få af min slags, ung, europæisk studerende, som kun er i byen for en kort bemærkning, og det var egentligt meget fedt. 

hellskitchenregnvejr

Herunder er en udførlig liste til alle mine yndlingssteder i Hell’s Kitchen opdelt efter restauranter, caféer, barer, shopping og oplevelser.

Restauranter

Restauranter er den primære grund til at tage til Hell’s Kitchen. Her er så meget god mad! Det er billigt og fra hele verden.

Torishin
Denne restaurant føles som en rejse til Japan. De specialiserer sig i alt med kylling og serverer det på en yderst forfinet og delikat måde (‘tori’ betyder ‘fugl’, og ‘shin’ betyder ‘hjerte’). De har en Michelin-stjerne, og jeg vil anbefale at prøve kokkens omakase menu, som er en fantastisk oplevelse og relativt billig ($70 pr. person). Jeg har prøvet den tre gange og skal helt sikkert tilbage!

Cha Pa’s Noodles and Grill
En vietnamesisk restaurant, som er gemt lidt af vejen, og som jeg derfor opdagede alt for sent i mit ophold. De har lunch specials til $9.5, og specielt deres vermicelli bowls er friske, sprøde og gode!

Empanada Mama
Klassisk sted på 9th Ave. Her er ægte colombiansk stemning og servering, og maden smager præcis som i Sydamerika. De er kendte for deres små empanadas, bestil 2-3 stykker hver for at prøve lidt forskelligt. Og så er deres chunky guacamole med bananchips også alt for lækker.

Ponche Taqueria
Det her sted er totalt lokalt. Det ligger lidt væk fra 9th Ave, lige på den gade jeg boede på. Det er lillebitte og BYOB (bring your own booze), så køb nogle Modelo Especial i Duane Reade på hjørnet overfor, før du sætter dig ind. Og bestil så en blanding af deres mega gode tacos!

DSC_0587.jpg

Totto Ramen (51st)
Et ramensted, der specialiserer sig i ramen lavet på kyllingefond. Restauranten er nævnt i Lonely Planet, så der er altid en åndssvagt lang kø ud foran restauranten på 52nd St, men hvis du går mod 10th Ave og ned på 51st St, har de åbnet endnu et sted, hvor der altid er masser af plads og lige så god ramen.

Rice’n’Beans
Brasiliansk mad! En lille, hyggelig restaurant med kaffesække på væggene og bossa nova i højttalerne. Jeg kendte ikke specielt meget til brasiliansk mad, men tjeneren anbefalede huset specialitet, feijoada, som er en gryderet med sorte bønner og en masse blandet kød (bacon, pølse, ribs, oksekød i tern). Meget lækker og spændende ret til 2.

ricenbeans

Ñaño Ecuadorian Kitchen
Jeg tog herhen efter en rejse til Ecuador, og maden og stemningen var præcis som i landet. Her er for eksempel empanadas (dejlomme fyldt med forskelligt slags kød), bolónes (dumplings af madbananer), quimbolitos (sød majskage dampet i en palmeblad) og mote (store, hvide majskorn).

Red Poke
Poke, en hawaiiansk ret af sushiris toppet med rå fisk eller stegt kød og en masse forskellige grøntsager. Jeg spiste så meget poke i New York. Sund og lækker take-away. Køb det her, og tag det med og spis det i haven på 48th mellem 9th og 10th Ave (se “Oplevelser”).

Briciola
Lillebitte, fancy italiensk restaurant, hvor man gæsterne sidder ved ét langt barbord. Super lækre pastaretter. Også godt sted bare at drikke et glas rødvin.

El Centro
Festligt sted! (Faktisk er næsten alle mexicanske restauranter i NYC festlige steder). Sæt dig udenfor til en eftermiddags Corona og guacamole eller indenfor i weekenden til højtlydt brunch med huevos rancheros og store cocktails. Boozy brunch er det fedeste koncept.

Tacuba
Også en festlig restaurant, men lidt mere upscale end de andre mexicanske steder i Hell’s Kitchen. De har en super lækker vegetarret, chiles rellenos, som er fyldte peberfrugter. Bestil også en margarita, men byt tequilaen ud med mezcal for en mere røget smag.

Lucky's Famous Burgers
Et snusket burgersted med de helt rigtige briocheboller og frisklavede hakkekødsbøffer. Et perfekt hangover-sted. Husk at tage masser af Lucky’s Dip med, som kan pumpes ud fra store beholder og ned i mindre bøtter. Hvis du kommer her kl. 3 om natten, er der altid gang i lidt gay drama og heftig flirten over pomfritterne.

5 Napkin Burger
Et festligt sted at spise, før man tager i byen. Det er indrettet som en upscale diner med bløde lædersofa-båse og industrielt interiør. Bestil en burger, og del en portion pomfritter. Husk en stor drink eller fadøl. Avokado/tomatsalaten er også god.

Pam Real Thai Food
Lokal thairestaurant drevet af hvad der virker til at være en familie. Jeg bestiller altid “pad see ew” herfra, det er klart det bedste på menuen: store, flade risnudler med mørk sauce, broccoli og kylling- eller oksekødsstrimler. 

pamrealthaifood

The Flame Diner
Her er der dømt ægte New Yorker stemning. Lowkey diner åbent 24/7 eget af en græsk familie. Altid et godt sted at få en kop tarvelig diner-kaffe og klassisk morgenmad: spejlæg, bacon osv. De har også en god moussaka og sandwiches. Det bliver brugt som New Yorkernes spisestue, og her er meget få turister.

Mom’s
Det her er stedet for boozy brunch og for alle de amerikanske comfort food retter, som du får det fysisk dårligt af at have spist. Her er fluffy pancakes med sirup og smør og vafler med kylling, bacon OG sirup(!). Det er helt vanvittigt og skal helt klart prøves. De har oversize mimosas (kaldet momosas) og de vildeste shakes. Hvis du har brug for et sukkerrush, så tag to slurke af en shake, og du er kørende!

Caféer

Jeg elsker at sidde og arbejde på en café til duften af kaffe og med liv summende omkring mig. Men faktisk var der ikke specielt mange gode steder til dét i Hell’s Kitchen. Der var dog nogle få steder, jeg vil nævne her.

FIKA
Stor og hyggelig café, hvor der er plads og en kultur til, at man sidder længe og arbejder med sin laptop. Om sommeren har de også en dejlig rooftop, som er gemt væk helt bagerst i caféen. Der er svensk tema, så de har god kaffe og kanelsnegle.

Kahve (10th)
Super hyggelig lille café, hvor der er mulighed for at sidde og arbejde. Det er en homocafé, så her er ofte folk på kaffedates og af og til festlig eurovision-agtig musik i højttalerne, men uden hyggen går af stedet.

The Jolly Goat Coffee Bar
Jeg husker et af mine første minder fra Hell’s Kitchen fra denne café. Bag disken står en meget overvægtig mand, der servicerer os med en tung newyorker dialekt, imens der drøner “Plastic” med New Order ud af højttalerne. Lige dér var jeg totalt solgt over, hvor nice New York er. Her er meget lidt plads, så bestil kaffe to go, eller sid på den lille bænk ude foran.

Amy’s Bread
Nabolagets bedste bageri. Her tog jeg ned i weekenderne og købte deres billige “tangy sourdough” franskbrød og spiste det derhjemme med brie og filterkaffe. Efter en gåtur satte jeg mig også derind og drak en cappuccino og smagte på deres lækre pastries - for eksempel er deres sticky buns med pekannødder overdrevet lækre.

The Coffee Pot
En superhyggelig og meget lokal café. Her satte jeg mig hen om morgenen og bestilte en stor kop kaffe med mælk (iskaffe om sommeren) og en af deres varme bagels med sesamfrø og smøreost. Ikke lige så billigt som ved deli’en på hjørnet, men stadig billigt og meget bedre kvalitet, plus man får et bord at sidde ved.

thecoffeepotmorgenmad

Barer

Hell’s Kitchen er et gammel irsk nabolag, så her er en masse pubs. Men så er det selvfølgelig også et gayborhood og har en tilsvarende mængde homobarer. Så drik en pint, og tag ud og se en drag queen performance!

The Gaf
Lokal sportsbar, hvor der altid er god stemning. De har mange fadøl, som er billige i happy hour, så det er et godt sted at tage hen for en tidlig øl. De har også dart og comedy i kælderen (se under “Oplevelser”). Egentlig ikke et særligt specielt sted, men en god, gedigen bar, hvor jeg kom virkeligt tit.

McCoy’s Pub
En irsk pub med store fadøl. Bordet ved vinduet er hyggeligt, hvis man kommer en lille gruppe. Det er et af de steder, der har åbent efter kl. 3, hvor de fleste barer lukker i New York. Man kan ikke se det udefra, så man skal gå hen og banke på døren og så håbe, at dørmanden har lyst til at lukke en ind.

Pocket Bar
Der er altid en fest på Pocket Bar. Det er et lillebitte sted med to kvindelige bartendere, der er opmærksomme på alle gæsters behov og er gode til at sætte gang i en fest. Ofte sætter de 90’er pop på anlægget, og så synger alle med. Prøv deres Sharknado-punch og en portion varme popcorn.

Boxers HK
Den lækreste rooftopbar om sommeren. Det er en homo sportsbar, og tjenerne er kun iført små boxershorts. De har en virkelig god lyserød øl, og her er altid festlig stemning.

Industry
Super festlig homobar/klub. Hver mandag-torsdag og søndag er der drag queen show. Tag en masse dollarsedler med, og kom og ønsk du levede ligeså frigjort som drag queen danserne.

On the Rocks
Hyggelig, neddæmpet whiskey bar. I USA laver de whiskey på rug, og så hedder det bourbon og er lidt mere sødt. Jeg ved ikke særligt meget om det, men bartenderne kan fortælle dig alt og hjælpe dig med at vælge lige dén slags whiskey, du kan lide.

Posh
Et af mine yndlingssteder at gå ud og danse hele natten! Det er en homobar med bartendere i bar overkrop og vild popmusik. Kom som kvinde, og dans så sexet og frit, som du aldrig har følt dig helt tilpas til at kunne før. Stedet er også ofte frekventeret af drag queens.

Hibernia
Endnu en irsk pub. Bare et godt sted til en øl efter arbejde og sjove samtaler med de lokale. Kom her på St. Patrick’s Day! (Se “Oplevelser”).

Arriba Arriba
Hvis I har brug for et sted at spise eller få en snack, inden I tager i byen, så tag på Arriba Arriba. De har margaritas i alle smagsvarianter, og de kan fås både små (“Niño”), store (“Papa”) og gigantiske (“Mama”). Her er også DJ om aftenen.

The Waylon
Hvis du har lyst til at prøve en anden slags amerikansk stemning, end de New York’ske, så tag på The Waylon. Det er en sydstatsbar indrettet med alt, hvad der hører dertil. Du kan få øl og whiskey og ofte er der live country og blues bands.

thewaylon

Shopping

Måske er jeg ikke den rette at spørge til råds om shopping i New York. Da jeg boede der, var mit budget smalt, og jeg skulle kunne transportere det hele med tilbage til Danmark igen. På trods af det fandt jeg nogle helt fantastiske genbrugsbutikker! De ting New Yorkere afleverer til genbrug, I drømmer ikke om det… Pailletkjoler, stilletter, cashmerejakker...

Salvation Army (46th)
Mit yndlingssted i hele New York! Jeg dagdrømmer om bare lige at kunne tage forbi igen. Det er en kæmpe genbrugsbutik, der ligger gemt af vejen oppe på 3. sal af en stor, mærkelig bygning. Her råber de sorte og latinamerikanske ansatte til hinanden hen over tøjstativerne og fortæller intime historier fra deres liv blandet med lidt spansk og lidt “uhm-hms”. Tøjet er helt fantastisk, men tag dig god tid, gerne et par timer. Her er flotte stilletter omkring str. 40 (det kan man aldrig finde i Danmark), smukke pailletkjoler, pailletjakker, pailletbukser, og designertøj, der hænger blandt alt det andet spændende.

salvationarmy

Stiles Farmers Market
En ting, der hurtigt gik op for mig, var, at det er sindssygt dyrt at købe mad i New York! En anden overraskelse var, at der ikke fandtes kæmpe supermarkeder som Walmart. Det troede jeg ellers var en generel, amerikansk ting, men her i byen hersker de små købmandsbutikker. Et billigt og skønt sted at købe frugt og grønt er Stiles på 52nd St. Det er et stort telt på en parkeringsplads, og det er drevet af mexicanere. Det er egentlig et besøg værd, selvom man ikke er sulten.

stilesfarmersmarket

Housing Works Thrift Store
Et godt alternativ til Salvation Army, hvis man gerne vil købe genbrug, men ikke gider kigge igennem bunker og bunker af tøj. Her har de altid super fede ting, men prisen er også lidt dyrere. Overskuddet går til hjemløse og bekæmpelsen af HIV/AIDS, så måske gør det ikke så meget med prisen.

Fine & Dandy Shop
En super fin og velkurateret butik med alt til en New York dandy - en meget velklædt mænd. Her købte jeg en fin sølvoplukker formet som en hummerklo, men her er også alt i accessories som hatte, butterflies og stokke.

fineanddandybutik

Oplevelser

Stand up på The Gaf
Hver torsdag kl. 20 er der gratis stand up i kælderen på The Gaf, og det er åndssvagt sjovt. Kom og læg mærke til, hvordan din egen humor er meget mindre politisk korrekt end amerikanernes. Og hvis du kommer tidligt, er der gratis pizza og Budweisers til $3.

Community Garden (48th)
Den skønneste grønne oase i Hell’s Kitchen. Her er fred og ro, og du er omgivet af natur. Man skal være medlem og have en nøgle for at komme ind, men de fleste medlemmer er søde og lukker dig gerne ind, hvis du er interesseret. Et hyggeligt sted at spise frokost eller drikke en kop kaffe. Lige et sted for dig, hvis du er interesseret i urban gardening.

clintoncommunitygarden

Pier 84 ved Hudson River Park
Hell’s Kitchen ligger lige ved siden af Hudson River, men det er ikke altid man lige tænker på det midt i byens larm og liv. Køb en kop kaffe hos The Jolly Goat Coffee, og gå en tur ud på molen for at se New Jersey skyline og få en fornemmelse af byens størrelse.

Karaoke DUET 53
Karaoke time! Det her skal du helt klart prøve lige meget hvor skeptisk, du er. Start eller slut en festlig aften i byen med en tur på japansk karaoke, hvor I lejer jeres eget rum og synger så lidenskabeligt og overdrevet, som I kan. Man kan også bestille drinks, som bliver serveret af en tjener til jer i rummet.

St. Patrick’s Day
Hvis du er så heldig at være i New York på St. Patrick’s Day d. 17. marts, så tag til Hell’s Kitchen! Fordi det er et gammel irsk nabolag, er der totalt gang i den den dag. Vi stødte på et sækkepibeband, der gik fra bar til bar og optrådte og endte på Hibernia. Hibernia er en irsk bar, og der var fuldt pyntet op og klar med Guiness.

Drag queen show
Antallet af drag queens i Hell’s Kitchen er stort, og der er shows hver aften. Tag for eksempel på Industry eller Hardware, og bliv underholdt af de vildeste kvinder.

Manicure
Du kan ikke være i New York uden velplejede negle, det ser bare ufærdigt ud. Her i byen skal man gøre sig umage med sit udseende, og det er helt normalt at få manicure en gang om ugen. Mange af stederne er eget af koreanere, men ærligt talt minder stederne om hinanden. Bare smut ind, vælg en flot farve neglelak, og nyd lidt “me time”.

Blow dry
Ligesom med neglene går det ikke at have uplejet hår i New York. Man skal være “groomet”. Jeg er meget uvant med at style håret, men efter første gang på en blow dry bar var jeg solgt! Det eneste, de gør, er at style dit hår med føntørrer og krøllejern, og du ender med at se super godt ud. Som en filmstjerneudgave af dig selv.

Tag til søndagsmesse
Hver søndag kl. 10 er der højmesse i den katolske kirke The Church of St. Paul the Apostle på 9th Ave. Den er en stor og smuk kirke, og messen er velbesøgt. Kirken har særligt fokus på at inkludere homoseksuelle, og så er det også kirke til den berømte performing arts skole Julliards. Det er studerende fra Julliards, der optræder som del af koret hver søndag, hvilket gør det til en fantastisk smuk musikalsk oplevelse at tage til messe.

churchofstpaultheapostle

Skrevet oktober 2018.