Mit møde med ecuadorianerne

Cuenca, Ecuador | April 2018

 

Bustur fra Quito til Cuenca

Bussen brummer og bumler, imens den besejrer bjergene sving for sving. Jeg sidder som eneste udlænding midt i bussen på den ni timer lange køretur fra Quito til Cuenca. Ni timer virker måske som lang tid, men det er ingenting, når man er omgivet af nye oplevelser hvert eneste øjeblik. Først er det bare spændende at se på alle medpassagererne, hvad de har pakket, hvad de har på, hvordan de gebærder sig rundt i bussen.
Så efter et stykke tid, da vi er kommet lidt uden for Quito, stopper bussen ind til siden, og en ung mand hopper ombord. Han er sælger. Han stiller sig allerforrest i bussen med front mod os passagerer og taler på en seriøs manér med meget høj volumen og klar ud-ta-le. Hurtigt forstår jeg, at han vil sælge et eller andet planteekstrakt, en slags medicin, der efter hans mange udsagn hjælper mod næsten alt. En vidundersalve til oral indtagelse.
Jeg synes, det er spændende det første kvarter. Dér holder han min opmærksomhed, og jeg har stor fornøjelse af at prøve at følge med på spansk. Selvtilfreds læner jeg mig tilbage i sædet og har optur over at kunne forstå næsten det hele lige indtil det, han siger, så ikke er så spændende længere. Han kører i ring, siger det samme om og om igen, men på forskellige måder. Planteekstraktet kan hjælpe med maveproblemer, og så er det i øvrigt godt for fordøjelsen. Sælgeren taler i én lang strøm af ord, han holder ikke den mindste pause til lige at trække vejret, ordene vælter bare ud af ham som en tryllekunstners tørklæde, der bare bliver ved og ved med at komme ud af munden.
Først er jeg fascineret, jeg tænker, det gad jeg også godt at kunne, hvordan gør han det, så selvsikker og overbevisende. Så begynder han at blive irriterende. De mange ord begynder at larme nu, som en konstant støj fra trafik, og jeg tager mine høretelefoner i ørene og skruer op for musikken for at overdøve ham.
Efter en time (seriøst en time) med den vildeste salgsmøre, jeg nogensinde har hørt, begynder sælgeren at dele produktet ud til passagererne, du ved, det der trick med at lægge det på lårene af de tilhørende. Og til min store forundring og fornøjelse, så ender en stor del af bussen med rent faktisk at købe det!
Jeg sidder i bumlebussen og er yderst underholdt. Så vender jeg mig om og kigger ud af vinduet, og dér får jeg øje på vulkanen Cotopaxi for første gang, et kæmpe, fritstående, kegleformet bjerg indhyllet i hvidt sne. Min hage falder ned mod brystet, og jeg har det helt forrygende.

IMG_1931.jpg

Halvvejs inde i køreturen holder vi endelig ind til siden. “30 minutos!” råber buschaufføren, og alle passagererne stimler lynhurtigt ud af bussen. Jeg prøver at følge med, men forstår ikke rigtigt, hvad der sker, så jeg henvender mig til buschaufføren. Han taler med en tung dialekt, og jeg har virkeligt svært ved at forstå ham, men han viser mig hen til et bord, og jeg sætter mig. Så råber han til køkkenet, og der bliver serveret, først en suppe, så kylling med ris og så et glas friskpresset juice (hvilket jeg senere erfarer er standardsættet til en ecuadoriansk frokost). Buschaufføren sætter sig overfor mig, og vi begynder at spise.
Vi udveksler nogle få sætninger frem og tilbage: hvor jeg er fra, hvor jeg skal hen, hvad synes jeg om Ecuador? Helt standard. Så spørger han selvsikkert, om jeg ikke vil have hans nummer og komme hjem til ham og spise aftensmad senere. Bare sådan, stor-kanon-agtigt. Lynhurtigt vågner mit kvindelige alarmsystem, og jeg føler en sær blanding af frygt og undertrykt latter. Jeg afviser tilbuddet på den mest høflige og søde manér, hvilken jeg har lært, er den bedste måde at smyge sig ud af sådanne ubehagelige episoder. Og jeg kommer da også tilbage til bussen helt uden drama og bliver kørt helt til min endestation: Cuenca.

IMG_2007.jpg

Cuenca

I Cuenca skal jeg bo i to uger hos en værtsfamilie: Dolo og hendes 8-årige datter Alejandra. Dolo er en forkortelse for Dolóres, som betyder smerte. Det er en af de mange tilnavne til Jomfru Maria, og derfor hedder mange spansktalende kvinder gerne Smerte, Håb, Ensomhed, Mirakler eller Søjle (Dolóres, Esperanza, Soledad, Milagros, Pilar). Jeg får mit eget værelse med en seng og et skrivebord og bliver hurtigt en del af familien.
Dagene i Cuenca foreløber forholdsvist roligt og med faste rutiner. Jeg står op kl. 7, spiser morgenmad lavet af Dolo (ristet brød med marmelade), går igennem byen hen til min spanskskole og har undervisning til kl. 13. Enten får jeg eneundervisning eller er i en klasse med kun én anden elev, så min hjerne er helt brugt op efter en dag på skolen. Bagefter undervisningen går jeg ture i byen, besøger dens museer og sidder og skriver på caféerne.

Folk i Cuenca er utroligt høflige. Ingen glor på mig eller er anmasende. De er respektfulde, og får vi øjenkontakt, møder de det med et venligt “buenos días”. Jeg falder også i snak med en masse lokale, for så snart de finder ud af, at vi kan tale spansk sammen, slapper de straks af og begynder at åbne sig op for mig. Jeg synes, det er så hyggeligt.
Jeg snakker med en kaffebonde, der siger, jeg endelig skal komme forbi hans “finca” en dag. Jeg snakker med to unge kvinder, den ene fra Cuenca, den anden cubaner, som er ved at åbne en sushirestaurant i byen og inviterer mig til åbningsaftenen. Jeg snakker med sælgerne på markedet og får anbefaling og vejledning til, hvordan jeg kan spise de eksotiske frugter: uvilla, tomate de árbol, tuna, pitahaya, naranjilla, mora, pepino og zapote. Jeg har aldrig set eller hørt om dem før, og jeg prøver dem allesammen. Min yndlings er granadilla, en slags stor, sød passionsfrugt med hvidt kød. Jeg slår hul i toppen af den hårde skal, sætter munden ned til hullet og suger de søde kerner ud.

IMG_1984.jpg

Jeg snakker med Santiago, en ung mand i tobaksindustrien med egen butik. Han fortæller, at han netop har startet et samarbejde med en tobaksfabrikant på Fyn af alle steder. Han zoomer ind på Google Maps til en lille by på Fyn, og jeg bliver helt overrumplet og fascineret af globaliseringen. Handel er et virkeligt et vigtigt middel til, at vi forskellige kulturer mødes og blander os på fredelig vis. Ham kaffebonden var også helt klar over, at vi drikker meget kaffe i Danmark. Måske han udvider sit marked til en smart Vesterbro-café en dag.
Jeg går ned til byens hippe boghandler og falder i snak med den tynde, unge mand bag skranken. Han anbefaler mig en masse ecuadoriansk litteratur, særligt de unge, nye forfattere. Jeg køber novellesamlingen “Señorita Satán” og sætter mig på den overdækkede terrasse for at læse og få et indblik i de ecuadorianske forfatterinders tanker. Jeg bestiller en kop kaffe, og eftermiddagsregnen trommer hårdt mod terrassens tag og ned på fortovet lige foran mig. Der dufter af varm asfalt, bilos og kaffe.

Om aftenen tilbereder min værtmor simpel, traditionel mad, altid med en glas friskpresset juice. Nogle aftener får jeg tamales, som er salt majsmel med grøntsager dampet i et palmeblad. Humitas er den søde pendant, som jeg får til sidst, det er også majsmel, men dampet i et majsblad og sødet med rosiner.
Dolo og jeg sludrer altid under aftensmaden, og efter nogle dage har hun fortalt mig hele hendes livshistorie, som er en ren sydamerikansk “telenovela”. Hvordan hun som ung var gift, men det viste sig så inde i ægteskabet, at hendes mand ikke ønskede børn, og derfor blev de skilt. Midt i trediverne havde hun en hurtigt flirt, som førte til en ikke-planlagt graviditet, og manden blev hun hurtigt dybt træt af. Da faren ikke ønsker at se sin datter specielt ofte, er Dolo blevet alenemor. Nu bor hun sammen med sin elskede og forkælede datter Alejandra i et store kvindehus i Cuenca med bedstemor og søstre og kusiner i etagerne ovenpå. Og en masse katte. Og så mig, den unge kvinde på besøg fra Danmark, der er heldig, for en kort bemærkning, at blive en del af det liv, der leves i dette hjørne af verden.

Skrevet februar 2019