Blandt Andesbjergene

Quito & Otavalo, Ecuador | April 2018

 

Jeg sidder alene i flyet på vej til Ecuador. Jeg er bange. Mit fly er forsinket, og nu kommer jeg til at lande i Quito midt om natten. Inden min rejse har jeg læst, at Quito er en af de farligste byer i verden på grund af de mange overfald af turister. Overfor min familie og min kæreste har jeg prøvet at være cool - det går, jeg kender Sydamerika, jeg er forsigtig - men indeni gror frygten. Jeg har det jo så godt i mit liv lige nu, hvorfor er jeg dog taget afsted, tænker jeg og fortryder min beslutning. Men nu er det for sent, for flyet er ved at lande i Quito, og jeg må tage mig sammen.
Dyb indånding, you've got this. Jeg træder ud i terminalen. Hvor er chaufføren med mit navn? Jeg rangler rundt blandt små ecuadorianere og er forvirret. Derovre er en lufthavnscafé, jeg sætter mig derhen og bestiller en empanada, casual, og ringer til mit hostel. Jamen, taxachaufføren burde være her. Jeg venter. 20 minutter senere kommer en stresset mand imod mig og siger mit navn. Med sig har han en ung amerikaner, vi skal følges ind til byen sammen, og straks føler jeg mig tryg igen. Det er sgu træls at rejse ene kvinde nogle gange, men det går altid.

Dagen efter vågner jeg nederst i en køjeseng. Jeg er på en sovesal på et hostel, og jeg får nostalgiske flashbacks til dengang, jeg rejste rundt i Sydamerika som 20-årig og kun havde råd til den billigste overnatning. Nu er jeg 28, og mit budget har ikke ændret sig, men det er stadig vigtigt for mig at rejse, og at rejse meget. Så jeg vågner på en sovesal endnu en gang.
Jeg står op, børster tænder og går ind mod byen for at finde noget morgenmad. Netop som jeg har spist den sidste bid tørre røræg til 1 dollar, møder jeg amerikaneren fra før, og vi ender med at bruge hele dagen med at gå rundt sammen og være turister i Quito. Her er smukt og beskidt på samme tid, husene er simple i farverigt beton eller sirligt udsmykkede fra tiden, hvor spanierne herskede i landet. Alt er smurt ind i et fedtet lag trafikos, som en grå hinde af fremskridt. Vi går rundt i konstant åndenød på grund af den tynde luft, så vi holder en masse pauser på caféer og trappesten, og ellers slentrer vi målløst og målløse rundt på må og få og danner os langsomt et billede af et fragmenteret Quito.

IMG_1863.jpg

Amerikaneren er en ung medicinstuderende fra Florida, han er nørdet og ranglet. Han fortæller mig, at han skal være i landet i 6 uger. Han har fået kontakt til en læge i kystbyen Guayaquil, og at han skal derned for at få et indblik i livet på et Sydamerikansk hospital. Vi går opslugt i vores samtale, og for sent opdager vi, at vi er endt midt i et ophidset menneskemylder. Folk står og råber slagord mod regeringsbygningens hvide, afvisende mure. Sidst jeg var i Sydamerika i 2010, undgik jeg bevidst at besøge Ecuador, fordi jeg hørte, der var problemer og demonstrationer over hele landet. Lige siden jeg landede i lufthavnen her i Quito, har jeg ellers haft paraderne oppe og vagtsomme øjne, men med et øjebliks uforsigtighed er jeg endt lige midt i en politisk konfrontation.
Heldigvis kan både amerikaneren og jeg lidt spansk, og vi forhører os rundt omkring for at finde ud af, hvad der foregår. Vi får at vide, at tre ecuadorianske journalister netop er blevet henrettet af FARC i Colombia, efter de var blevet holdt som gidsler i de sidste tyve dage. Det er første gang, FARC har angrebet ecuadorianere, og det er endnu mere kontroversielt, fordi de - i princippet - havde underskrevet en fredsaftale. Demonstranterne er vrede på regeringen i Quito, fordi de ikke gjorde noget for at redde gidslerne.
Vi går lidt rundt blandt demonstranterne og får fornemmelsen af, at de er oprørte, men forholdvis rolige. På trods af det er der også mødt en del fyldt udrustede politimænd op, så i stedet for at udfordre skæbnen, trækker vi os langsomt tilbage og væk fra demonstrationen.

IMG_1889.jpg

Dagen efter er vi en lille gruppe, der har besluttet sig for at tage til det berømte kunsthåndværkermarked i Otavalo nord for Quito. Som vi stiger ud af bumlebussen, er vi med ét omringet af mennesker i farverige dragter og pibende, klukkende, øffende dyr.
I Ecuador findes der mange forskellige traditionelle dragter, og her i Otavalo ser både mændene og kvinderne helt fortryllende ud. På overkroppen har kvinderne en hvid blondetop med store flæser og farverigt broderi. Om halsen har de et væld af halskæder med små guldperler, og håret er flettet i en lang fletning, som sidder så fast og så perfekt, at det ligner, de er født med håret på denne måde. I taljen har de et bredt, broderet bælte ovenpå en lang, mørk nederdel. Mændende har hvide stumpbukser på og en stor, blå poncho. Mange af både mændene og kvinderne er iført filthatte med smal skygge. De ser alle meget stilige og stolte ud. Jeg er iført en kikset Nike hættetrøje med lynlås, mere i stil med hvordan størstedelen af ecuadorianerne fortolker vestlig påklædning. Jeg tænker over, hvor fjollet det er, at have specifikt rejsetøj, der er “praktisk”. Det meste tøj er praktisk. Man bør gøre en indsats for at klæde sig pænt på i det land, man er på besøg i.

IMG_1882.jpg

Otavalo Market er mest kendt for sit kunsthåndværk som smukke, vævede tæpper, men efter min mening var det mest interessante markedet med dyr. Her står folk med store poser hængende løst i hånden. I stedet for at indeholde de normale kartofler eller ris, er de fyldt med pibende marsvin. Derovre er åbne bure med pippende kyllinger, der med små, rappende ællinger. Nogle steder er der halm strøet ud til kaniner, og op ad betonmuren står en flok bløde får. Jeg føler mig som 5 år og på dyrskue, alt er spændende. Lidt oppe af bakken er de større dyr, heste, køer, grise og - endelig får jeg øje på den første - en lama!
Jeg er forbavset over, hvor afslappet folk var med dyrene. Ja, de er en handelsvare, man prøver ikke sødt at ae kyllingen, men tager den i stedet i benene i et snuptag. Og selvom dyrene er en handelsvare, er det helt tydeligt, at de også bor og lever tæt med menneskene. Alle er helt rolige, både dyr og mennesker. Der står en flok mænd og hænger ud med deres grise, som er i snor og ligger og gasser på den kølige jord. Derovre viser en kvinde med bowlerhat et marsvin til en nysgerrig turist. Jeg tager en masse billeder, men tør ikke røre dyrene af frygt for at blive smittet med et eller andet ubehageligt. Dog har jeg ingen problemer med at smage mad fra en masse forskellige boder. Måske jeg skulle have nusset den lama.

Samme aften er vi tilbage i Quito og storbyen (eller så storby som det nu kan blive i Andesbjergene). Quito er skøn og beskidt og larmende, og jeg føler mig tryg sammen med min gruppe af turister. Så længe jeg ikke er alene i mørket, er alt ok. Uden for vores hostel spiller et band med trompeter, tuba og harmonika op til dans. En cirka 40-årig kvinde får øje på os og skynder sig hen for at byde os velkommen til festen, som vi helt tilfældigvis er tæt på. Hun er venlig, og storsmilende insisterer hun på, at vi lige bliver stående, imens hun henter drinks til os. Hun kommer tilbage med små plastikkopper fyldt med en skriggul, varm væske. Jeg tænker til pokker med bakterier, det her vil jeg være med til, og tager et sip. Det smager lidt af stærk gløgg, en varm, krydret og sprittet drink. Hun fortæller, at det er “canelazo”, og drinken er dejlig lun her i nattens og bjergenes kølighed. Vi takker hende mange gange for hendes gæstfrihed og smiler og skåler med de andre gæster, inden vi finder en taxa og tager videre ud til turist- og festområdet La Mariscal.

I hjertet af La Mariscal er et stort kryds fyldt med barer og klubber, og vi tager det første og det bedste, en klub med højtlydt latin music og en stor altan. Mine mange rejser i Sydamerika har lært mig, at det er helt normalt bare at danse med det samme, så jeg prøver at undertrykke min blufærdighed og kaster mig ud i nogle vage salsatrin og hoftesving på stedet. Jeg prøver at overtale resten af vores vestlige gruppe til at være med, men det føles akavet, og vi står nipper til vores drinks i stedet, imens vi beundrer ecuadorianerne, som allerede danser sammen i store flokke.
Det er blevet senere på aftenen, og vi finder vej til en klub, som er yngre, mørkere og vildere. Her får jeg øje på en kvinde, der er ligeså høj som mig, og går over og snakker med hende. Hun er transkønnet eller drag, jeg kan ikke helt regne det ud, men jeg tænker på, hvor svært det må være at have en anderledes kønsidentitet i så konservativt et land som Ecuador. Måske har hun det helt forrygende, og så er det bare mig, der er fordomsfuld. Hun har en meget nedringet kjole på og danser tæt og sexet op af min amerikanske ven. De giver begge totalt slip og nyder deres kroppe og musikken. Selvom jeg efterhånden har lært Ecuador lidt bedre at kende, har jeg alligevel svært ved at slippe kontrollen helt. Jeg er lidt for selvbevidst, og det eneste af min krop, jeg ikke kan styre, er mine øjne, der observant kigger ud og ruller lynhurtigt rundt i hovedet på mig.

Morgenen efter står jeg tidligt op. Jeg har pakket alle mine ting og skal videre på min rejse. Der er kommet en taxachauffør for at hente mig, og vi sludrer sammen på den lange tur ud til busterminalen. Det er meget tidligt søndag morgen, og vejene er helt tomme. Quito spreder sig op af bjerget og ned i dalen, og vi kører som de eneste rundt i de skarpe sving, en gul taxa med en chauffør fra Quito og mig. Vi når terminalen, og han ønsker mig god rejse. Jeg skal videre sydpå til Cuenca.

Skrevet november 2018