Blandt gauchos og danske immigranter

Coronel Dorrego, Argentina | Oktober 2010

 

     Dagen er en festdag, og folk er kommet fra nær og fjern for at være med. Og fjern her i Argentina betyder virkeligt langt væk. Som jeg forstår det, er det en fejringsdag af gauchokulturen og ridning. Vi har stillet os på den centrale plaza midt i byen, da de første ryttere kommer ridende ind. De kommer i alle størrelser - fra høje, muskuløse heste og ranke guachos til små, pjuskede ponyer og piger på under 10 år. Pigerne er klædt i fine, landlige kjoler, som i min referenceramme svarer til de samme kjoler, de har på i "Det lille hus på prærien". De kommer ridende ind i byen, alle strålende af stolthed. Nogle har vogne bag hestene, andre har pyntet dem med pæne, farverige bånd. Jeg er overvældet over antallet af mennesker og heste, der bliver ved med at strømme ind. De har alle tydeligt talent for ridning, og jeg tænker på, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg var vokset op på pampaen.

argentina1.jpg

     Efter opvisningen er vi inviteret til fest i den lokale festsal. Der er præmieudrækning til de bedste ryttere, og jeg fascineres af de store guachos. De er stovte med store hænder, dybe stemmer og store overskæg. De er iført ponchos i jordlige farver og store cowboyhatte. Deres maskulinitet er dragende.

     Vi sætter os ved et langbord med papirdug, hvor vi får serveret lidt krølsalat og hvidt flute. Jeg laver en joke om, hvor træls det må være at være vegetar her. Og så kommer det væsentligste i den argentinske diæt: kødet. Det er oksekød på alle tænkelige måder. Jeg bliver inviteret ind ved siden af for at se, hvordan det bliver lavet. Vi træder ind i et mørkt rum, som viser sig at være ét stort grill-rum, som man kan stå og gå rundt i. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Gulvet er stampet jord og på række er tre glødende bål med spyd hele vejen rundt om sig. Skyggerne kaster sig dramatisk fra bålet, som scenen til en indiansk ceremoni. Kødet syder, og bålet knistrer.

     Dagen efter går jeg tilbage til plazaen, her er helt roligt og stille nu. Coronel Dorrego er en lille by med knap 12.000 indbyggere, som ligger midt i den enorme pampa og helt klart ikke gearet til turisme. Jeg sætter mig på en bænk under et stort træ og indtager omgivelserne. En ældre, lidt plump kvinde med gul kjole sætter sig ved siden af mig og indleder en samtale på, for mig, lynhurtigt bonde-argentinsk: ”Buenos días! Rrrrra dakadakadaka”, og jeg svarer undskyldende ”Ay, perdón! Mí español no es tan bien…”. Hun svarer med det samme ”Vi kan da også bare tale dansk!”. Jeg kigger måbende på hende, og vi griner sammen. Jeg er i Argentina for at besøge mine fjerne slægtninge på 60+, hvis forældre immigrerede fra Danmark i starten af 1900-tallet. Kvinden på bænken fortæller mig om hendes danske mor, som gjorde det samme. Jeg er slået med en følelse af underlighed, det er så underligt at sidde her på den anden side af jorden midt i en dansk immigrant-enklave. Hvor er jeg taknemmelig for at kunne rejse herned med lyst og overskud og ikke som flugt fra fattigdom.

Skrevet august 2017