Dagsvandring fra Albanien til Montenegro

Valbonë, Albanien | Oktober 2016

 

     De havde nok fået øje på os, længe før vi havde fået øje på dem. Han havde slidte, brune bukser på, en vamset, grålig uldvest og en kasket, ligesom ham Bonderøven. Hans øjne var venlige, brune og varme, og hans hud var rynket og stram på samme tid, så det var tydeligt, at han havde brugt en stor del af sit liv udenfor. Hans kone så vi mindre til. Hun var mest inde i huset, en meget simpel stenhytte med bliktag og huller i stedet for vinduer og døre. Hun var lige så lav, som hun var bred, og havde et tørklæde om hovedet bundet i en knude under hagen. Vi havde moderne fleecetrøjer på og smarte trekkingsko og var i øvrigt for lyse i huden og for stakåndede til, at vi ikke stak ud. Det ældre par, på den anden side, passede lige ind i landskabet. Det var tydeligt at se, at dette var deres land, det havde formet dem, og de havde formet det. De havde i hvert fald bygget det lille hus, en kunstig sø og havde nogle geder og køer på græs ovre på bjergskråningen

     Vi var i det nordlige Albanien, i bjergkæden Valbonë helt oppe ved grænsen til Montenegro. Det var overvældende smukt. Tinderne stod stejle og knejsende med sne på toppen, og vi var omringet af dem til alle sider. Nu var vi kommet over trægrænsen, og under os bredte sig et hav af orangerøde blade i bløde bølger. Så vi fremad og opad var jorden gold og med grå sten, der brød frem mellem det tørre, lyse græs. Lidt længere oppe svævede skyerne rundt på bjerget som afgrænsede enheder lige til at gå ind i og ud af. Solen strålede klart fra den klare himmel, luften var frisk, tynd, men frisk. Det var en meget smuk dag.

albanien2.jpg

     Det gamle par bød os på mad og noget at drikke. Vi satte os på de lave, lange træbænke, der var blevet afbleget af solen. Hun sagde ikke noget, men han førte venligt ordet. På albansk til at starte med, nuvel, men herefter slog han over i både græsk og italiensk. Jeg var så imponeret. Senere læste jeg, at albanerne er et meget sprogligt begavet folk og kan ofte tre eller flere fremmedsprog. Albansk er så underligt et sprog, det har ikke nogen specielt stærk forbindelse til noget andet sprog, og derfor er det så meget mere imponerende, når de både kan italiensk, græsk, serbisk m.m. Og det er vildt, at efter at have været underlagt det strenge kommunistiske styre under Hoxha, og på trods af at landet stadigt er så fattigt, så er de alligevel så rige i deres sproglige kunnen.

     De kom ud med øl og sodavand og en særlig albansk ost, en slags fetaost, som var salt og lækker og i rigelige mængder. Jeg fik en særlig ”mountain tea”, han viste mig de tørrede blomster til teen, som var lange og lilla, en smule lig lavendel. Den var udsøgt efter at have gået længe op ad det stejle bjerg. Imens fortalte han historier – på italiensk, det fandt vi ud af, var det sprog, vi forstod mest på – og han fortalte, at han og sin kone boede i denne simple bjerghytte i sommerhalvåret. Men når vinteren kom, ville de rykke ned i dalen, og sneen ville komme som en dyne og dække hele huset.

     Vi sagde tak og farvel og fortsatte. Vi gik ind i skyerne, og så blev det koldt. I sneglefart zigzaggede vi op af bjerget på de smalle grusstier, men alt så ens ud, og det virkede ikke som om, vi kom nogen steder overhovedet. Efter flere timer på denne måde hørte vi lyden af klokker, mange klokker. Og pludselig kom der to unge mænd til syne bag os med en hel flok af geder. De var i syvmileskridt på vej over bjergkammen, og med ét var de væk igen. Vi vidste, at på den anden side af bjergkammen lå Montenegro, og det var den vej, vi ville.

     Oppe på toppen af bjerget var stenene omkring os blevet kæmpe store, som små bjerge i sig selv. Vi havde fulgt skiltene med pile, og så, pludselig, dukkede det op: Montenegro. Og hold nu op, hvor det levede op til sit navn. Vi var kommet over bjergkammen og nu, så langt øjet rakte, var der mørke, stejle bjerge. De var ikke den bløde, venlige slags. Det var voldsomme, imposante og skarpe. Det var eventyrligt smukt. Og her, midt i ingenting, langt oppe i bjergene, følte jeg, som var jeg trådt lige ind i en Ringenes Herre film, og vi var på vej mod det mørke Mordor. Og da jeg drejer hovedet og får øje på E’s ranke, mørke skikkelse, er jeg pludselig i Casper David Friedrichs billede med vandreren, der skuer over bjerghavet. Vi sætter os og spiser vores medbragte madpakke blandt de store sten. Den er fugtig og egentlig ret ringe, men jeg er sulten og glad.

Skrevet september 2017